home Udendørs Hvilken slags plæneklipper er den mest miljøvenlige?

Hvilken slags plæneklipper er den mest miljøvenlige?

Har du hus og have, kommer du ikke uden om at skulle slå græs, når det er sommer, og græsset har de bedste vækstbetingelser. Men desværre sviner mange af de benzindrevne plæneklipper rigtig meget, og det er ikke særlig godt, hvis du gerne vil agere på en klimavenlig måde hjemme på din egen matrikel.

I denne artikel tager vi et kig på tre forskellige typer af plæneklippere og kommer med et bud på, hvilken der passer bedst til dig, hvis du gerne vil kunne slå græs på en miljøvenlig måde.

Havetraktorer til store græsarealer

Har du en stor have, eller er du ansvarlig for at slå græs på det fællesområde, der hører til din bolig? Så kan det være nødvendigt – eller i det mindste meget tidsbesparende – at investere i en effektiv og kraftfuld havetraktor. Her kan du hurtigt få slået græs på et stort areal, og der kan være rigtig meget tid at spare i forhold til at trække rundt på en håndskubber.

Men det er dog desværre ikke den mest miljøvenlige måde at komme det lange græs til livs på, da langt størstedelen af alle havetraktorer kører på benzin. Så vejer det miljømæssige aspekt tungt for dig, bør du nok overveje at gå andre græsgange.

Den gode gammeldags håndskubber

Vil du gerne gøre miljøet en tjeneste? Så er der ingen tvivl om, at den bedste løsning er den nostalgiske håndskubber. Den bruger ikke andet end muskelkraft – og så får du oven i købet masser af motion, hvis du slår græsset i din have to gange om ugen med en håndskubber foran dig. Men pas på, at dit græs ikke bliver alt for langt, inden du får det slået. Så kan en håndskubber have svært ved at komme igennem det, og det kan blive en næsten umulig opgave.

Eldrevet, batteridrevet eller benzindrevet plæneklipper

Vil du gerne ud at anskaffe dig en plæneklipper, er det dårligste valg, som du kan træffe for miljøet, hvis du vælger en benzindrevet. Det er den, der sviner allermest. Så vil du gerne selv lægge kræfter i at gå rundt i haven og slå græs – og ikke med en håndskubber – så gør du klogt i at vælge en plæneklipper, der er enten eldrevet eller batteridrevet.

God fornøjelse med at holde græsset nede – uden at belaste miljøet alt for meget.